Guide: Nulstilling af iPhone
Ønsker du at nulstille din iPhone, fordi du skal sælge den, har mistet den eller noget helt tredje, er du kommet til det rigtige sted. Metoderne for nulstilling af en iPhone er forskellige alt efter, om du ønsker din iPhone nulstillet til fabriksindstillinger, fordi du ikke har den længere, eller om du blot ønsker at slette dine personlige oplysninger og dit personlige indhold fra en iPhone, du stadig er i besiddelse af.
Metoden for nulstilling af iPhone er i princippet den samme, uanset om du har en iPhone 5, 6, 7, 8, X, 11 osv. Det afhænger nemlig i stedet af styresystemet, hvor der gøres forskel på, om du har iOS, som er tidligere eller senere end iOS 10.2.
Hvordan nulstiller man sin iPhone?
Hvis du vil nulstille din iPhone til fabriksindstillinger, bør du først sikre dig, at du har lavet en sikkerhedskopiering af de personlige indstillinger, billeder, beskeder, kontakter, applikationer mm., som du ønsker at gemme. Dette kan du eksempelvis gøre ved at sikre dig, at de alle sammen er uploadede til iCloud, eller du kan overføre filerne til din computer eller en ekstern harddisk for at sikre dig, at du også har dem liggende offline.
Hvis du stadig har din iPhone, er det vigtigt, at du ikke blot sletter filerne fra din telefon manuelt. På den måde risikerer du nemlig at slette dine filer i dit online backupsystem, hvis du stadig er logget ind der.
Når du har sikret dig en backup af din iPhone, skal du følge disse trin for at nulstille din iPhone til fabriksindstillinger, hvis du stadig har din enhed. Sådan nulstiller du din iPhone:
1/5: Sikkerhedskopiering
Først og fremmest skal du, som sagt sikkerhedskopiere enheden, og du bør også ophæve pardannelsen med et eventuelt Apple Watch.
2/5: Nulstil enhed
Tryk på Indstillinger og derefter Generelt.
Rul ned i bunden og tryk på Overfør eller nulstil iPhone.
3/5: Slet alt indhold og indstillinger
Tryk på Slet alt indhold og alle indstillinger.
Indtast din kode eller adgangskoden til din Apple-konto, hvis du bliver bedt om det.
4/5: Bekræft at du vil slette enheden
Hvis du har et eSIM, kan du vælge at slette dit eSIM eller beholde det. Hvis du sletter dit eSIM, skal du kontakte din mobiloperatør for at få genaktiveret dit mobilabonnement.
5/5: Dine data slettes
Du skal nu vente på at dine data slettes fra din enhed. Det kan tage nogle minutter før telefonen er færdig.
Nulstilling af iPhone, når du ikke længere har din enhed
Har du ikke længere din enhed, men ønsker du at fjerne dine personlige oplysninger og filer fra den, skal du følge disse trin for at nulstille din iPhone:
1/4: Kontakt den nye ejer
Hvis du kender eller har kontakt til den nye ejer, kan du få vedkommende til at nulstille din iPhone ved at følge trinene ovenover.
2/4: Logge ind på iCloud
Hvis du har iCloud og Find Min iPhone, skal du først logge ind på iCloud.com eller bruge appen ”Find min iPhone” på en anden enhed. Derefter skal du vælge din iPhone og klikke på ”slet”. Når dataene på enheden er blevet slettet, kan du klikke på ”fjern fra konto”.
3/4: Ændre adgangskoden til dit Apple-id
Har du ikke mulighed for at gennemføre de to trin beskrevet ovenfor, skal du ændre adgangskoden til dit Apple-id. Det vil desværre ikke give dig mulighed for at nulstille din iPhone, og det vil ikke fjerne dine personlige oplysninger og filer, men det forhindrer den nye ejer i at slette dine filer, som ligger på iCloud.
4/4: iCloud
I ovenstående tilfælde er det også en god ide af fjerne dine kredit- og debetkort fra iCloud.com, hvis du bruger Apple Pay. Du kan også gennem iCloud vælge at fjerne din enhed fra Apple Pay, så din konto ikke kan anvendes derfra.
Ovenstående metode kan både bruges, uanset om du stadig har din iPhone eller om du har solgt den eller mistet den, så længe du stadig har dit Apple-id.
Det siger andre kunder om dukaTALE
Har du brug for hjælp, eller har du spørgsmål?
Indtast dit telefonnummer herunder, og vi ringer dig op hurtigst muligt. Du er også altid velkommen til at ringe til os på tlf. 77 34 18 18.
Vi sidder klar alle hverdage kl. 09 - 20, samt lørdage kl. 09 - 15.
Ofte stillede spørgsmål
Har du brug for hjælp, eller sidder du med et spørgsmål? Vi har samlet og besvaret de oftest stillede spørgsmål, som du kan læse herunder.
Du er også velkommen til at ringe til os på tlf. 77 34 18 18.